«Maskeblomstfamilien» av Lars Saabye Christensen
29. mars 2004 13:00
«Jeg hadde en god oppvekst. Mor la seg tidlig. Far døde da jeg var tolv år. Jeg var enebarn.» Romanen starter med disse tilsynelatende uskyldige setningene, som etter hvert vris og vrenges i en mørk og dyster fortelling.
Hovedpersonen er en gutt som forteller om sitt liv fra han er 12-17 år på 60-tallets Oslo. Faren begår selvmord, moren blir syk og sengeliggende, og en tante som virker ond overtar vergerollen. Disse skjebnesvangre hendelsene gjør at vi som lesere føler medynk for ham. Men etter hvert avdekker forfatteren små spor av familiens mørke hemmeligheter, uten å avsløre dem helt. De antydes bare, men vokser seg større siden de aldri uttales. Bokas tittel understreker slike hemmeligheter som er giftige. Maskeblomstfamilien er kjent for sin giftighet og snylting på andres røtter.
Omgivelsene speiler ikke hovedpersonen positivt. Han er annerledes både i kropp og sinn, sier og gjør ondskapsfulle ting og får alltid viljen sin. Vi får ikke vite hvorfor, siden historien fortelles nettopp av ham selv. Og han er ingen pålitelig forteller, han finner gjerne på flere versjoner, og det blir opp til oss lesere å velge hva som er sannheten. Men en ting innrømmer han: han er skamløs.
Lars Saabye Christensen har skrevet en merkelig roman jeg vil huske lenge jeg lurer ennå på hvem denne hovedpersonen, som i det lengste forblir navnløs, tvetydig og tvekjønnet, egentlig er. Han avslutter romanen slik: «Det er ikke mer. Og hvis min historie beveget deg, var det en tragedie. Lo du, bare en eneste gang, var det ikke annet enn en komedie».
Jeg lo ikke.
(Anbefalingsgrad: terningkast 4)
13 svar til “«Maskeblomstfamilien» av Lars Saabye Christensen”
Jeg lo et par ganger, men det var vel mer fordi det var tragi-komisk. Så om det betyr at det er tragedie eller komedie, vet ikke jeg
Det skal ikke mye til før en tragedie vipper over til en komedie, eller omvendt. Her var det en hårfin balanse.
Jeg lo faktisk også, høyt, minst to ganger. Leste den i påsken. Tror jeg er enig med deg angående terningkast. Halvbroren var ekstremt mye bedre etter min mening, men en ålreit bok dette også.
Ja, jeg koser meg med “Halvbroren”. Syntes den var litt treg i begynnelsen, men nå vender sidene seg automatisk.
Jeg også lo et par ganger, men fordi den er så genialt skrevet. Jeg synes det er en glimrende bok, og etter jeg las den satt jeg igjen med en litt ekkel følelse, ble litt skremt på en måte. Jeg vil nok personlig gi den terningkast 5, selv hvor irriterende, men spennende, det er å ikke få svar på de spørsmålene en lurer på.
Ja, hovedpersonen er litt skremmende, man vet ikke helt hvem det er, selv etter man har lest ferdig romanen.
jeg har nettopp skrevet en analyse av boka. var vanskelig, men det gikk bra:) lo en gang, da tanten hadde kjøpt han en fransk bok i bursdagsgave, han sa til tanten sin at han ikke kunne fransk, da snøs hun bare og sa”det er vel ikke boken sin feil”.. ikke så veldig artig egentlig..
Vil bare opplyse om at hovedpersonen ikke er navnløs, han heter Adrian:)
Navnet Adrian nevnes på slutten av boka, inntil da er jeg-personen uten navn. Og forøvrig er det vel ikke sikkert at han heter Adrian heller … =)
Beste boka jeg har lest noen gang. Den var spennende, samtidig morsom og interresant. Hovedpersonen er veldig skremmende, men man får uansett sympati. Veldig bra bok.
Jeg syntes også at det er en rigtig gribende bog, og jeg er lige blevet færdig med at læse den for anden gang. Jeg skal skrive 3.g-opgave om den (en afsluttende opgave i det sidste år af den danske gymnasietid) og jeg lagde mærke til at der var en anden som også havde skrevet en opgave over Maskeblomstfamilien, har du (eller andre) nogle gode indfaldsvinkler?
Har overvejet at den på mange måder bryder med den tragiske opætning (tid, sted, handlig)som er skæbnebestemt og måske bevæger sig over i noget eksistentialisme hvor hovedpersonen selv former sit liv i kraft af sine valg i tilværelsen..?
Jeg lo ikke…
Vil du kommentere?